Palby Fyn Cup – resultat
Palby Fyn Cup blev i år en fantastisk sejlads med mange kampe i kampen. Vi startede i frisk NØ-lig vind med kryds mod Æbelø og forsat bidevind til Fynhoved. De 3 sjællandske både havde valgt Genua 1, men de øvrige sejlede med Genua-3. Det var Bluenose der fik mest ud af det og fik opbygget et forspring ved Fynhoved på godt 5 minutter til Xia og EXorbitante. Her kunne der sættes spiler og man kunne lige holde den udenom Sprogø og videre mod Storebæltsbroen. Bluenose var første båd ved broen og nu med EXcellence som anden båd godt 3 minutter efter. Herfra blev den læns mod Thurø Rev og EXcellence sejlede stærkt med sin lidt større spiler. De overtog føringen cirka halvvejs til Thurø Rev.
Svendborg Sund levede endnu en gang op til sit ry med meget lidt vind og en strøm der skiftede til modstrøm lidt efter midnat. Derved knækkede feltet lidt over således at de 5 forreste både fik et forspring på næsten 1½ time ved Helnæs Fyr. Turen ud mod Lyø og videre op mod Bogø blev nærmest et drag race hvor der blev eksperimenteret med forskellige sejlføringer. Vindstyrken skiftede lidt op og ned dog mest i den lette ende, hvilket også gav anledning til nogle sejlskift. På vej mod Stenderup Hage blev vinde mere spids og det endte med rigtigt kryds. Inde i den snævre del af Lillebælt var der modstrøm, så det var en balancegang mellem strømlæ og vindlæ. Det håndterede EXcellence rigtigt flot og holdt forspringet til forfølgerne. På sidste ben til mål begyndte vinden at forsvinde og ombord på Bluenose kunne vi se at afstanden til EXcellence blev længere og længere i tid. Heldigvis for Bluenose forsvandt den ikke helt og de nåede i mål som anden båd, men slår EXcellence på præmietid. EXorbitante nåede det ikke og bliver nummer 3 slået med 9 sekunder.
-
Resultat af klassemesterskab - Mini Races
Det uofficielle DM blev en meget tæt afgørelse. Baseret på 11 Mini Races med 2 fratrækkere og den fulde sejlads (tællende dobbelt), så blev der kun 1 points forskel mellem Bluenose og EXcellence.
Som det kan ses af skemaet, så har de 5 første generelt deres fratrækkere i den snævre del af Lillebælt, måske mere modstrøm eller mindre vind. De næste 4 både har fratrækkerne i Storebælt og de sidste primært mellem Svendborg og Stenderup Hage